Hipster, gå væk! - Hvilken livshistorie skal vi nu opføre?

Kære Copenhipster, DU er en hipster. Kære cykelentusiast, DU er en hipster. Kære modeblogger, DU er en hipster. Kære musiknørd, DU er en hipster. Kære kunstmaler, DU er en hipster. Kære unge væsen i et kreativt fag, DU er en hipster. Kære festarrangør, DU er en hipster. Kære Goodiepal, DU er en hipster. Kære øko-romantiker, DU er en hipster… Og ja, Kære elskede læser, DU er en hipster!

Wow! Kan I heller ikke se København for bare hipstere? Det er simpelthen på høje tid, at vi lige ta’r en snak om, hvor det her hipsterfænomen er på vej hen, og om titlen i virkeligheden ikke har tabt sin mening efter den efterhånden er blevet plastret mere eller mindre ufrivilligt på alle vores selvmedierede alteregoer.

Det kulturradikale manifest har den seneste tid haft travlt med at råbe hipster efter alt fra Jørgen Leth til Jetsettet i Boltens Gård til Kødbyens farverige væsener til de dyre drenge på Café Victor. Du har ikke kunne åbne en flaske en Moët på Simons, cykle uden bremser eller male et penselstrøg med de ædlere dele i Kødbyen uden at blive stigmatiseret som hipster af iByen eller Information. Jeg ved ikke med jer, men jeg vil gerne meldes ud af den her ikke særligt eksklusive klub hurtigtst muligt!

Desværre lader det dog til at være umuligt at købe eller kommunikere sig ud af hipster-rollen. Selvom du bytter; fixie til vintage racer-cykel, norse kasket til sailor kasket, skovmandsskjorte til blazer, dåseøl til champagne, RUC til CBS, Kødbyen til Kongens Nytorv vil arret fra det brændende hipster-stempel ikke vaskes væk. Hver gang du forsøger at stille dig til skue uden for cirklen, ender du altid ufrivilligt tilbage helt inde i inderkredsen - sammen med alle de andre. Lad os være ærlige, selvom vi forsøger at være ironiske på den seriøste måde, ender vi alt for ofte i det ufrivilligt ironiske. Vi forsøgte at give vores tilværelse mening ved at ironisere over tabet af mening i den verden vi lever i. Elskede læsere, det liv vi troede vi opførte under konstant kontrol og selvovervågning, er desværre løbet totalt af sporet!

For helvede! Jeg vil gerne leve et unikt og autentisk liv, men det er hamrende svært når flere tusinde andre er igang med at opføre plottet til den selvsamme selvbiografi, som jeg bruger al min energi og evne på at udleve. Jeg forudser, at det bliver en hård kamp at få min livshistorie udgivet hos ArtPeople i 2020. Ingen tvivl om, at det liv jeg lever bliver en forbandet god historie - men desværre ikke en forbandet unik en af slagsen. Og da slet ikke én der kan sælge tusindvis af bøger eller film. Problemet skyldes dybest set, at der er gået inflation i byens kreakulturelle kapital - og min konto fuld af autentiske og relevante erfaringer ikke længere er et værdifuldt betalingsmiddel i Det Kreative København.

Vi må nok indse, at vi gennem diverse former for kognitivt stimulerende materiale (bøger, musik, film, blogs, m.m.) allerede har været vidne til alle de måder hipsterlivet kan iscenesættes og udleves. Et par jævnt succesfulde bøger, malerier, plader, remixes eller skæve reklamekampagner, som i et øjeblik er byens mest omtalte kulturprodukt. Det er alt. Nej, vi må indse, at rollen som kultur-konsumerende/producerende hipster er blevet lige så forudsigelig og fasttømret, som en karriere hos Mærsk eller Nykredit. Vi må fortsætte vores ensomme jagt på det autentiske, relevante og ægte.

Men det er ikke altsammen negativt. Det er jo sjovt at iklæde sig forskellige kostumer og opføre sit liv som folkekær realityrevy i Kødbyen,  indtil den dag rollen udspillet al relevans og mening. Det positive er måske også, at vi kan planlægge et mere interessant livsforløb på forhånd. Skrive et nøje planlagt manuskript for ens liv. Så bliver det måske også nemmere ikke at lave de samme fejl igen og igen, da vi efterhånden har set tilpas mange film og læst nok bøger til at vide, hvad der skaber en kedelig og irrelevant karakter. Slut med at gifte os med det første og bedst selviscenesatte væsen vi møder, opløse vores smukke kroppe i alkohol eller basere vores liv på selvproklamerede og falske guruer. Det er tid til at føre modige, selvstændige liv baseret på vores egen fiktionelle og selvopdigtede karakter - istedet for at basere livet på delvist fiktionelle kulturelle ikoner. Slut med at lade livet udfolde sig tilfældigt.

Vil du være lykkelig? Vil du være anerkendt for dine unikke bedrifter? Vil du være sund? Vil du hvile i din krop?

Så kom i gang med at skrive dit liv! Med lidt benarbejde kommer du måske til at leve det liv enhver person ville elske at læse en bog om - eller om ikke andet følge dagligt via Facebook eller Twitter.

<3

C

Copenhipster takker Goodiepal for én økonomisk og kunstnerisk håndsrækning!

Hvad enten vi snakker kunststøtte eller ukrainske mafiapenge, vil jeg gerne takke Goodiepal for de 13 timers musik, jeg dog endnu ikke har haft held til at lokalisere, og én sprød 500 kroner-seddel, som førstkommende weekend vil blive spenderet på sanselig nydelse i flydende form. 250kr for et stykke smukt dekoreret vinyl og 500 spir! Det er da forfriskende med noget samtidskunst, der formår at hæve forbruget og sætte fut i økonomien.

Og til dig, Goodiepal, du skal altid være velkommen til at gemme dig under min samling af vintage keyboards, når Den Ukrainske Mafia eller Kulturministeriet vil ha’ deres penge retur.

<3 Goodiepal!

Copenhipster Prisen 2010 - Afgiv og modtag din stemme!

Der er så mange af dem. Der er næsten én til hver af os. Vi har allesammen vundet én på et tidspunkt. Vi har allesammen været misundelige på vinderen af én. Jeg snakker selvfølgelig om anerkendende priser overrakt ved ceremonielle begivenheder til alle de kreative og skabende væsener i ekstraordinæritetens navn. Jeg har aldrig selv vundet én. Men jeg har heller aldrig selv skabt noget. Måske jeg gør én dag, men jeg tvivler. Ser I, jeg er foretrækker at danse begejstret omkring andres nyvindinger.

I min egenskab af folkekær kommentator i de her spil de kalder Det Kreative Liv, mener jeg dog at have positionen til at facilitere uddelingen af én pris udover det sædvanlige. En pris til det MEST uhæmmede, usystematiske, kreakulturelle, relevante, autentiske, nyskabende, cutting-edge, kreakapitalistiske, kærlige, empatiske og fuldendt kreative væsen inden for bymuren. Om ikke andet skal ethvert medieimperium lægge navn til sin egen pris, også mit. Derfor stifter jeg Copenhipster Prisen - Endnu en pris til de kreative københavnere! Alle kan afgive én stemme, alle kan modtage én stemme og alle kan vinde!

Hvem mener du personikreerer Copenhipster-ånden bedst?

… og I må selvfølgelig ikke stemme på mig… jeg er jo blot et produkt af jeres uhæmmede kreativitet  ;-)

Afgiv din stemme på én af følgende måder:

• Skriv i kommentarfeltet herunder
• Skriv til mig på copenhipster@gmail.com
• Skriv til mig på twitter via @copenhipster
• … eller aflever én forseglet konvolut til mig personligt næste gang du spotter mig på en af byens relevante etablissementer.

Det er tid til at skrige din anerkendelse og kærlighed til byens farverige væsener ud over nettet! Det er tid til at bære ét unikt væsen længere op i pyramiden.

Vinderen vil blive offentliggjort sidst i næste uge, og herefter modtage en lille gave, hvis altså vedkommende ønsker det.

Alle deltagere vil desuden deltage i lodtrækningen om super lækre speciallavede  Copenhipster t-shirts fremstillet i Copenhipsters køkken!

<3

C

Og nåå ja, jeg pønser også på et award-show. Er der nogen der vil lægge lokaler til og DJ’e? Jeg har allerede fået loving på et eksklusivt retro-sponsorat fra Tiger Beer.

Samir sætter tingene på plads!

Det kan være utroligt svært at sætte ord på, hvad det er der er så forbandet fedt ved vores hjemby. Nu har jeg skrevet 179 indlæg, men har stadig kun danset om den sorte boks. Jeg famler i blinde. Skriver i øst og vest. Tvivler efterhånden på mig selv. Har jeg evnerne til at sætte ord på vores virkelighed?

Svaret er: NEJ, ikke uden lidt hjælp fra uventet side. Og hvem havde troet, at åbenbaringen skulle ske til Breums release-party på Jazzhouse? Men hey, der var han lige der simpelthen ik’. Tillad mig at gi’ ordet til skokreatør, eks-young gun og jetset-nomade, Samir Souid, der i løbet af få flyvende minutter åbenbarer det unikke ved vores familiestærke kreanetværk og leder os på sporet af, hvorfor det her liv vi lever er så forbandet meningsfyldt.

Det er helt i Copenhipsters ånd. Det er kærlighed, medfølelse, respekt, social networking og flirt. Støt hinanden, og så kommer al ting tilbage! Hey, det sådan det skal være ik’?

Nå ikke flere skriverier, Samir tripper for at få ordet!

<3

C

Iceland Airwaves 2010 - Den Københavnske Invasion!

Normalt lader jeg ikke min blog bevæge sig uden for byporten, men i sidste uge gjorde jeg en undtagelse. Hele klodens hipsterelite var samlet til Iceland Airwaves. Èn uges musik og selvfejring i 00’ernes udkants-alternative hipstermetropol, Reykjavik. Med mig i håndbagagen havde jeg en spraglet og Soundvenue-godkendt pakke med alle de fineste dugfriske Københavnske musikanter. Alt fra Kenton Dæmonerne til Bjørke til Bellens til Le til Efterklang til Spleen United til Alcoholic Faith Mission. Vi glædede os alle til at cementere vores position som Nordens nye epicenter for autentiske og progressive toner.

Allerede på dag 1 - onsdag - var det tydeligt, at der var en summen af forventninger omkring mine medbragte københavnske artister. Alt-tek drengene i Kenton Slash Demon var smidt om bag pulten til et cutting-edge afterparty i en Lynch-agtig smugbar i den aller mørkeste del af havnen. Toppen af 101 Reykjavik var kommet for at se de danske dæmoner mikse junglelyde og blæseinstrumenter. Ja selv Yvan the Douchehunter havde sniffet op, at klodens mest farverige elite var i huset, og skød hæftig løs med sit kamera for derefter at notere de unge ofres telefonnumre i sin douchePhone. Spetaklet blev dog lukket 10-minutter-før-klimaks af Islands samlede politistyrke. Snakken gik i krogene om, at det var selveste Jonsí og Björk, der havde beordret festen lukket inden den danske-fejring gjorde seriøs skade på Reykjaviks indie-omdømme.

På dag 2 - torsdag - fortsatte den Københavnske invasion. I køen til Efterklang (som spillede den største scene) mødte jeg den islandske sanger, Arnór. Dagen før havde jeg oplevet, hvorledes han i front for Reykjaviks nyeste håb, Agent Fresco, havde revet natklubben Indie-Nasa ned til den flydende lava. Nu viste det sig, at den ikonisk udseende mand talte pæredansk og havde fået sin musikalske opvækst i Indkants-Danmark. Ja, han havde sågar ageret frontmand for Vinnie Who’s nuværende backingband. Jeg foreslog ham naturligvis at forlade det synkende skib og flytte tilbage til mit Kbh igen, og gav ham straks numrene på alle dem der er noget ved musikken (Colston, Gambino & Kjeld).

10 minutter senere, på et tætpakket Reykjavik Art Museum, forsøgte Efterklang på fineste vis at pumpe noget livslyst/glæde tilbage i de bankrøvede islændinge. Jeg behøver ikke sige, at jeg fik både guldegysninger og tårer i øjnene. Island er mit andet hjemland, og nu forsøgte disse sympatiske danskere at give landet modet tilbage. Men  som om det økonomiske kollaps ikke var slemt nok i forvejen, blev det i samme øjeblik også helt åbenlyst, at København har skubbet Reykjavik af den alternative kulturs trone. Tillykke vi er nummer 1! 

Nå, på dag 3 - fredag - besluttede jeg mig for ikke at vade i den Kbhske succes og istedet udforske nogle af alle de spændende udenlandske buzzbands, der også gæster Airwaves. Jeg så Artrebels-darlingen, Toro Y Moi, sætte ild i en chill-disco fest og en ung britisk dreng, James Blake, tilsætte den mest beskidte del af London til elskede pop-klassikere. Alt i alt en fin nat, hvor jeg også fik mig en lang snak med mit store blogidol - The Douchehunter. Sikke dog et sympatisk, driftig og spændende gespenst. Født i det finansielt rige, men kulturelt fattige Schweiz. Massere af vitaminer på børneopsparingen. En gaderobe fuld af nyrenset tweed. Altid på jagt efter autentiske douchesamlinger over hele verden. Tusindvis af kvinder på speed-dial, der bare venter på at få taget deres…billede. I sandhed en mand, der formår at strække blogformatet til det aller yderste. Se hvad han fangede her. Møs til ham!

Dag 4 - lørdag - stod den på raveparty i Den Blå Lagune. Et fænomen, der originalt blev startet af undertegnede og mit party-crew tilbage på Airwaves 2007. Jeg forsøgte så godt jeg kunne at holde mine velkendte ravebevægelser kørende i de 2 timer chill-out festen varede. Dog må jeg indrømme, at det forekom mig utroligt svært at rave igennem til det chai-house, som Bjørkes islandske bror, DJ Margeir, lod flyde ud gennem højtalerne. Måske vi kan få Bjørke og Kenton-drengene til at assistere næste år. Det hele kulminerede dog i en masseekstatisk kærlighedseksplosion, hvor Prins Margeir lod de lagoon-opløste hipstere kramme hinanden til tonerne af ‘Love Is In The Air’. Det føltes på ingen måde ironisk, det var smukt og ægte - og Copenhipster måtte da også smide den ironiserende blogger-brille og lade tårerne få frit løb.

Resten af lørdag aften og nat er lidt sløret for mig. Husk, at det altid er ‘pleasure’ før ‘business’ for mig. Jeg husker glimt fra Bjørke, der lægger en islandsk natklub for sine fødder. I tror mig måske ikke, men han er om muligt endnu større i Reykjavik end i Kødbyen! De elsker ham mere end vi gør!

Det sidste jeg husker, er at jeg blev fanget i en rundkreds af buzzband-musikere og branchefolk, der havde mere end almindelig travlt med at verbal-onanere foran hinanden. Den enes seneste bedrift blev konstant overgået af den næste, der havde held med at fange ordet. “My band is gonna open for Grizzly Bear”. “I was just remixed by Holy Ghost!”. “Yeah, we were just contacted by Universal”… bla. bla. bla. Pludselig spurgte en af indie-gutterne mig: “Oh, what band were you in?”. I det øjeblik oplevede jeg et bullshit-overload og svarede i en ophidset og højstemt tone: “Look guys, I’m not in a fucking band. I’m just an ordinary guy, here to enjoy some good music.” Derefter tager jeg min flugt ud og finder en taxi hjem i seng. Så lad det være en advarsel. Hold jeres ørepropper i ørene, hvis I vil undgå ufattelige mængder bullshit-snak når I er til internationale hipstersamlinger.

Næste morgen var det tidligt op og fange et fly hjem til Nordens nye hipstermetropol - Copenhipsters København. Epicentret for kreativitet, autencitet og cutting-edge culture. Længslen ud af København rammer vel os alle af og til, men længslen tilbage er altid størst. Kun når vi tør svømme ud af det velindrettede akvarium vi svømmer rundt i til dagligt, kan vi se hvor smukt og unikt det er. Jeg er tilbage igen! <3 cph

For mig var Airwaves 2010 først og fremmest en fejring af Københavns musikscene. Vi er kommet rigtig langt. Nu mangler vi bare en af de helst store ikoner - vores egen Jónsi eller Björk. Hvem har modet til at ta’ tronen?

<3

C

Et valg mellem kærlighed og had - Svar til Fleurquin

I torsdags modtag alle os indvigede den ugentlige weekend-pep fra Mr. Cutting Edge-Culture, Fleurquin. Som I ved, har jeg knyttet et meget tæt bånd til The Party Mayor, der har udmøntet sig i lange dybe snakke over en croissant inde på Nus Nus-kontoret i Studiestræde. Som ingen anden formår Fleurquin at værdsætte mine styrker såvel som svagheder. Vi ser hinanden. Han ved jeg er et følsomt væsen, fanget i det nådesløse rampelys. Jeg vil ikke have hele verden som fjende.

Nu giver han mig så en opsang foran hele byen - “Fuck mennesker! Glem alt om medfølelse, psykisk pres og hvad mennesker synes! Det er showbusiness =ENTERTAIN OR DIE”!”

Wow, tænker jeg. Det sætter blot et endnu større pres på mig. Er jeg klar til ta’ skridtet fuldt ud, og blive en entertainer - en mand i medierne? Ja, måske. Men kun hvis I, mine kære læsere, vil støtte mig. Jeg vil ikke have hele verden som fjende. Jeg vil ikke gøre grin med nogen. Jeg vil være den gode ven som giver dig konstruktiv kritik og et venligt klap på skulderen. Men hvem ved, måske al den her opmærksomhed efterhånden har hivet og slidt i mig, så jeg efterhånden er blevet alt det jeg har forsøgt at flå fra hinanden. Et kreakulturelt mediemonster? 

Ja, men kære Fleurquin. Jeg håber du vil fortsætte med at se mig som et flerdimensionelt væsen. Jeg er ikke kun Copenhipster - entertaineren, samfundsrevseren og den store satiriker. Jeg er også et følsomt, empatisk og kærlighedsdrevent væsen. Jeg lover, at jeg nok skal forsøge at give ord til begge sider.

Showbusiness lyder tiltalende, men jeg kan ikke kaste medfølelsen over bord. Jeg kan ikke booste mit eget ego ved at misbruge andres på uretfærdig vis. Kald det min kunstneriske integrititet om du vil. Som en elsker elsker sin elskede på godt og ondt, har jeg både søde ord og konstruktiv kritik til den her by. Men vi elsker hinanden, og vi glemmer aldrig medfølelsen.

♥ mennesker!

C

Nå, de kalder mit navn i højtaleren. Det er tid til at gå til gaten og flyve en tur til Island. Jeg skal repræsentere Danmark til internationalt hipster-topmøde i 101 Reykjavik. Jeg skal nok forsøge at blogge autentisk og meningsfyldt deroppe fra.

København - Hvordan bliver vi nummer 1 igen?

Tilbage i 2008 var København på toppen af verden. Metroen var ny og skinnende, havnebassinet stod som et symbol på byens gode helbred, Bondam var jomfruelig, Distortion var bleeding-edge og Kødbyen var et kulturoprør på den bredt anerkendte måde. Det hele blev kronet med en flot førsteplads på Monocles, liste over verdens bedste byer at leve i. Hele verden havde deres øjne på København, da Tyler Brûlé overrakte Ritt et flot diplom midt på rådhuspladsen. En smuk dag med fri øl og grillpølser, hvor Peter fra Wonderfull Copenhagen afslutningsvis råbte til ud til byens borgere:

“Selv de grimme af jer er ganske smukke. Jeg har lige været i Paris og var ret skuffet over, hvad jeg så. Der er et eller andet over københavnere. Vi er lidt smukkere end de fleste andre!”

Desværre har vi sidenhen ikke formået at udbygge føringen eller for den sags skyld fastholde førstepladsen. Metroen har vist sig yderst begrænset, havnebassinet er for lille til at fjerne pletten efter COP15, Bondam er stadig skuespiller, Distortion tiltrækker kulturelt fattige fra UdkantsDK i samme grad som Diskotek IN og Kødbyen forsøger med stort besvær at balancere røvballe- og finkultur. Vi har måtte overgive pladsen til München, hvor de lige nu fester lige så bekymringsfrit som vi gjorde i 2008… og mand, hvor vi københavnere savner at være nummer 1. 

Så, hvad skal vi nu gøre? Har vi mistet vores vej? Jeg søgte svaret på YouTube og fik svar fra disse smukke unge væsener.

Mere uhæmmet kreativitet og ‘think global, act local’!

Færre regler, flere kommunekroner til Fleurquin!  

En stor ‘public pool’ i en park på Nørrebro… jeg er ikke sikker på, at Copenhipster ville turde afklæde sig sådan et sted.

Jaaaaa, medmenneskelighed og næstekærlighed!

Hvordan vinder vi den førsteplads tilbage fra München? Flere lounge-områder? Fri badning i alle byens springvand? Segway by nr. 1? Flere natklubber i Kødbyen? Fleurquin 4 mayor? Hvad synes I?

Èn ting er sikkert, husk at stemme på Histerlisten til næste kommunalvalg. Så er du sikker på:

1. Samtlige historiske bygninger i København skal udsmykkes af Damien Hirst, Banksy og vores hjemlige kunstnere. Tal R er blevet stillet rundetårn i udsigt.
   
2. Al industri, uromantisk landbrug og triviel produktion flyttes ud i Udkantsdanmark.
3. Værnepligten afskaffes og erstattes af et års obligatorisk ophold på en kreativ højskole inden for musik, kunst, arkitektur, design eller creative business.
4. Bjarke Ingels skal ha’ helt frie rammer og midler til udfoldelsen af sin visionære arkitektur. 
5. Bompenge ved alle indfaldveje, så fixien langt om længe kan nå sin topfart.
6. Genoprettelse af Den Fri til alle jer kreative, der mangler det sidste klap på skulderen for at få sparket karrieren igang.
7. Kirkeasyl i alle Nørrebros kirker.
   
8. Personlig coaching over sygesikringen.
9. Opdyrkelse af alle grønne arealer i København til bio-dynamisk jordbrug efter alle post-industrialist og DR2-vært, Frank Bonderøvs foreskrifter.
10. Scala-bygningen rives ned og erstattes af verdens største chill-out område med fri chai, yoga, hvedegræs shots, terapi og meditation. Naturligvis koordineret af Kong Baden - “I lukker ikke flere ind med mindre de kommer fra Carlsberg!”

Jeg er forresten smuttet til Reykjavik, Island, hvor jeg den næste uge vil rapportere fra hipster topmødet, Iceland Airwaves. Jeg lover at holde jer allesammen opdateret på de nyeste strømninger i cutting-edge culture og buzzbands.

<3

C

Copenhipsters Copenhipness Guide

Tingene flytter sig. Nogen hurtigere end andre. Men sikkert er det, at det som var hipt i går er ikke lige så hipt i dag. Det kan være næsten umuligt at følge med - selv for mig. Jeg er ikke længere så forbandet undergrunds/rebel-hip, som jeg var før min død. Alle forventer, at jeg spytter store kommercielle successer, som Den Kreakulturelle Pyramide, ud hver dag. Men sandheden er, at jeg ligesom alle andre er et ubegrænset væsen i en begrænset verden. Mine omgivelser og min udtryksform sætter en urokkelig barriere for, hvor meget kreasatire, der kan komme ud af et lille væsen som mig. Derfor rykker jeg ligesom alle mine kreative medvæsener mod det uundgåelige kreative fald. Men jeg er ikke faldet helt ud over endnu. Det handler om konstant at købe sig mere tid ved at producere noget hipt og relevant. Du kan aldrig læne dig tilbage i gyngestolen.

Som jeg ser det gennemlever den hippe kreakultur 4 faser:

1. Fucking indiehipt

2. Cutting-edge hipt

3. Massehipt

4. Zombiehipt

Det er min klare opfattelse, at jeg stadig har et par mindst et par måneder tilbage i den ‘massehippe’ boks. Måske ét år, hvis jeg arbejder hårdt. Tempoet hvorved kreakulturen bevæger sig igennem de 4 faser er vidt forskellig. Nogle/noget gennemlever de 4 faser på et helt liv (Madvig), mens andre/andet blot skal bruge få år på at blive fanget i den zombiehippe boks (Sheridan). Det er ikke nødvendigvis negativt at noget opfattes som zombiehipt. For som I ved, livet kan først leves fuldt ud når man ved man skal dø. Men én ting er sikkert, man får kun tur rundt i karruselen, og det er svært at svømme mod strømmen - undtagen Aqua-Søren, som på magisk vis har formået at kæmpe/købe sig tilbage i den indiehippe boks.

I og med jeg på rekordtid har kravlet mig vej op i byens allerhøjeste kreakulturelle luftlag har jeg haft mulighed for at stoppe op og nyde al den skønhed som ligger for mine fødder. Jeg har nu kortlagt tingenes (s)tilstand i et farverigt diagram. Brug den som en guide ud i livet…. eller bare som lidt lækker udsmykning til reklamekontoret, kollegieværelset, DR-Ung/iByen-redaktionen, børneværelset, inspirationstavlen, køleskabet, konsulentbureauet, bilruden osv. osv. osv.

Download Copenhipness Cyklussen i det super lækre og print-venlige PDF-format - lige til at hænge ved siden af den Kreakulturelle Pyramide.

I må ha’ en skøn weekend i højt og intenst tempo, hvor livets sødme og smerte balancerer fint.

♥

C